Gæsteindlæg af professor Peter C. Gøtzsche fra Nordisk Cochrane Center og Rigshospitalet.
Den måde, vi bruger psykofarmaka på, gør større skade end gavn. Faktisk så meget, at psykofarmaka er den tredjehyppigste dødsårsag i vestlige lande, efter hjerte-kar-sygdomme og kræft. Mere end en halv million amerikanere og europæere i alden fra 65 år og opefter dør hvert år på grund af psykofarmaka, som også dræber mange yngre personer.
Derudover bliver mange millioner mentalt handicappede af medicinen, som mange bruger i alt for lang tid, blandt andet fordi de har svært ved at trappe ud igen på grund af abstinenssymptomer.
Ligeledes er antallet af personer på førtidspension på grund af psykiske lidelser eksploderet i alle vestlige lande. For eksempel er det fordoblet i Danmark på kun ti år, hvilket hovedsagelig skyldes psykofarmaka.
Myten om den kemiske ubalance i hjernen
De fleste patienter får at vide, at de har en kemisk ubalance i hjernen og derfor skal behandles med medicin, der retter op på denne ubalance. Men det er helt forkert. Vi aner ikke, hvilket samspil af psykosociale forhold, biokemiske processer, receptorer og nervebaner der fører til psykiske lidelser, og teorierne om, at patienter med depression mangler serotonin, og at patienter med skizofreni har for meget dopamin, er forlængst blevet gendrevet.
Man har aldrig kunnet påvise, at en patient med en psykisk lidelse mangler noget, som folk, der ikke er syge, ikke mangler, eller har for meget af det. Der er ikke nogen kemisk ubalance i hjernen til at begynde med, men når man behandler psykiske lidelser med lægemidler, skaber man en kemisk ubalance, en kunstig tilstand, som hjernen forsøger at modvirke.
Mange psykiatere siger til patienterne, undertiden endda til dem med en førstegangsdiagnose på depression, at de skal regne med at tage medicinen resten af livet. Mange læger gør ondt værre ved at fortælle patienterne, at de ophørssymptomer, de oplever, når de nedtrapper eller stopper med medicinen, er udtryk for, at de stadig er syge og stadig har behov for medicinen.
På denne måde gør lægerne mange patienter til kronikere, også mange, som ville være kommet sig af sig selv uden behandling. Dette er en af hovedårsagerne til, at antallet af patienter med psykiske lidelser stiger og stiger, ligesom antallet af patienter, der aldrig kommer tilbage til arbejdsmarkedet igen, også stiger. Det skyldes i høj grad medicinen og ikke sygdommen.
Noget af det værste er, at nogle af bivirkningerne af psykofarmaka ofte fejltolkes af lægerne, som tror, at patienterne har fået en ny sygdom oveni den, de allerede havde. For eksempel har både adhd-medicin og antidepressiva stimulerende virkninger, og derfor får en del patienter fejlagtigt tillægsdiagnosen bipolar lidelse, hvilket vi tidligere kaldte maniodepressivitet. Det er en af grundene til, at så mange patienter er i behandling med flere psykofarmaka samtidig.
Hvordan skal vi bruge psykofarmaka?
Jeg er naturligvis ikke imod brug af lægemidler, hvis man vel at mærke har styr på, hvad man foretager sig, og kun bruger dem i situationer, hvor de gør større gavn end skade. Psykofarmaka kan være nyttige nogle gange for nogle patienter, især ved korttidsbehandling, i de akutte situationer.
Rigtig mange læger kan imidlertid ikke håndtere det paradoks, at lægemidler, der kan være nyttige ved korttidsbehandling, er yderst skadelige, når de bliver brugt i årevis, og skaber de sygomme, det var meningen, de skulle modvirke, eller endnu værre sygdomme.
I de kommende år bør psykiatrien derfor gøre alt, hvad den kan, for at behandle så lidt som muligt, i så kort tid som muligt, eller slet ikke, med psykofarmaka.
Åben dialog synes at være en god tilgang, og der er også effekt af psykoterapi og motion. Effekten af psykoterapi er generelt bedre end effekten af medicin på lang sigt, og det er derfor psykoterapi, der primært bør satses på i stedet for medicin.
Det er sandsynligt, at langtidsbrug af alle psykofarmaka kan give kroniske hjerneskader. Det er derfor ikke så mærkeligt, at den biologiske (medicin-fokuserede) psykiatri møder stigende kritik internationalt, også fra nogle af de toneangivende psykiatere.
Der udkommer en bog om disse ting til september, i første omgang på engelsk og dansk, og der afholdes et internationalt møde den 16. september i København med titlen: ”Psychiatric drugs do more harm than good.” Læs mere her: www.deadlymedicines.dk
Om Peter Gøtzsche
Professor Peter C. Gøtzsche blev cand.scient. i biologi og kemi i 1974 og cand.med. i 1984. Han er speciallæge i intern medicin; arbejdede med kliniske forsøg og registreringsansøgninger i medicinalindustrien 1975-1983 og på københavnske hospitaler 1984-95.
Han var med til at grundlægge Cochrane-samarbejdet i 1993 og oprettede Det Nordiske Cochrane Center samme år. Blev professor i Klinisk Forsøgsdesign og Analyse ved Københavns Universitet i 2010.
Peter Gøtzsche har publiceret over 70 artikler i “de fem store” (BMJ , Lancet , JAMA , Annals of Internal Medicine og New England Journal of Medicine), og hans videnskabelige arbejder er citeret over 15.000 gange.
Peter Gøtzsche er interesseret i statistik og forskningsmetodologi.
Han er medlem af flere grupper, der publicerer retningslinjer for god rapportering af forskning, og er medforfatter på CONSORT for randomiserede forsøg ( www.consort-statement.org), STROBE for observationelle studier ( www.strobe-statement.org), PRISMA for systematiske oversigter og metaanalyser (www.prisma-statement.org) og SPIRIT for forsøgsprotokoller (www.spirit-statement.org).
Han var redaktør i Cochrane Methodology Review Group 1997-2014.