Det meste af mit liv har jeg troet at det ultimative mål med livet var at finde lykken.
Nu ved jeg, at livet handler om at opbygge karakter. At livet for os alle til tider er en kamp. Og at vi, når vi overkommer modgang, bliver lidt stærkere hver gang.
Lykken er altså ikke noget vi når frem til, men en følelse vi har når vi føler vi slår til. Når vi lever ud fra vores egne værdier og er tro imod os selv. Og kan være noget for andre.
Lykke for lykkens skyld er med andre ord for diffus og kan tages fra os. Men en følelse af et stærkt personligt værd, der er bygget på vedholdenhed og sejre forsvinder ikke bare uden videre.
Med det in mente er tanken om at blive gammel heller ikke skræmmende. For når vi holder op med at fokusere på de mere overfladiske værdier som vores kultur stiller op, og i stedet har fokus på udviklingen af personlighed og karakter. Så har vi alt den tid vi ønsker og kan med sindsro give os selv tilladelse til at fejle i processen.
God vin bliver som bekendt kun bedre med årene. Og det gør vi også som mennesker hvis vi magter at lægge en lille smule arbejde i hvad der bør være vores væsentligste projekt. Os selv og vores egen lykke.