Kært barn har som bekendt mange navne. Og den famøse Facebook like button, thumbs up eller “jeg-har-set-det-du-skriver-og-synes-godt-om-det-men-har-ikke-lyst-til-at-tilkendegive-det-med-ord-knap”, er ingen undtagelse.
Den må formodes at være blevet en succes, netop fordi, at den gør det muligt at interagere i opslag på de sociale medier, på et mere afdæmpet og “anonymt” plan. Men er efterhånden blevet mere synonym med ligegyldighed, mangel på overskud og dårlige kommunikationsevner.
Vi lever som bekendt i en yderst fortravlet hverdag, hvor vi skal have tid til arbejde, fritidsinteresser og ikke mindst, minimum to timers socialt “samvær” på de sociale medier.
Og tommelfingeren stiller dermed en nem og hurtig metode til rådighed, hvor vi ikke behøver at bruge tid på at formulere tilkendegivelser, men kan hoppe videre til næste statusopdatering med det samme.
På overfladen et effektivt og behageligt tiltag fra folkene bag de sociale medier. Som igen, formodes det, har gjort det for at skabe en større interaktion og dynamik på platformene. Og ikke mindst, en mulighed for os alle til at være mere sociale hinanden imellem.
Fingeren der skaber afstand
Men i stedet for at lade det være en funktion, der var forbeholdt tilkendegivelser på selve platformen, blev den også implementeret i eksempelvis Facebook Messenger. Appen, der for mange, har afløst traditionel SMS.
Hvor man indtil nu var tvunget til at formulere en form for svar, eller i det mindste skulle finde en smiley der passede. Blev det nu pludseligt muligt, med et tryk på en knap, bare at give fingeren.
Og det er ikke nødvendigvis et problem at besvare en besked med en thumbs up.
Det fungerer helt fint som svar på beskeder af typen, “Jeg kører hjemmefra nu og forventer at være hos dig om 10 min”.
Men hvis den bliver brugt af ren og skær dovenskab, eller i stedet for almindelig høflighed, kommer det til at lugte lidt for meget af manglende sociale kompetencer, ligegyldighed eller arrogance.
Hvis jeg har en aftale med en kammerat om, at han skal komme forbi og hente noget. Og jeg bruger tid på at skrive, at jeg glæder mig til at se ham. Og at jeg planlægger at lave frikadeller med brun sovs og om han vil spise med. Og han så bare giver mig en finger. Ja så kan jeg i hvert fald godt stå lidt tilbage med en tom følelse.
I mange tilfælde virker det som om, at funktionen benyttes til at cutte en samtale af. Umiddelbart er det jo en tilkendegivelse af enighed eller respekt, men det kan nemt opfattes som en arrogant måde, at give udtryk for enten, at jeg har for travlt til dig lige nu, eller nu vil jeg have fred så du får ret.
Bevidstløs zombiekultur
Ja ja. Jeg er med på, at vi alle lever travle liv og at jeg ikke nødvendigvis skal tillægge et svar, der er genereret af en knap, særlig stor betydning.
Og det er bestemt heller ikke fordi at man ikke engang imellem kan benytte denne svarmetode. Man kan jo stå i køen i supermarkedet og læse beskeder, og pludseligt finde ud af, at man står helt fremme i køen.
Så er fingeren måske en måde at vise, at man har set beskeden og synes godt om det der står.
Det er desværre mere en trend og noget som jeg personligt oplever mere og mere. Og det er her hvor jeg godt kan blive lidt vemodig og bekymret.
Ikke så meget fordi jeg selv kan føle mig en smule personligt ramt i øjeblikket hvor jeg får et standardiseret og ligegyldigt svar.
Jeg kan da godt stå med en følelse af, at du ikke gider at tage dig tid til at svare eller at du ikke værdsætter mig særligt højt og derfor ikke har noget at sige til mig.
Men i længden bliver jeg faktisk mere ked af det på den anden persons vegne. For jeg har en følelse af, at det mere og mere bliver en måde for mange mennesker at kommunikere på. Hvor man fravælger den egentlige kommunikation og høflige omgangstone. Og lader sig styre af teknologien og de smutveje som den stiller til rådighed.
Og det er i sidste ende ikke mig der bliver ramt af dette. Men de personer der ikke forstår at det kræver en aktiv indsats, ikke at blive lullet i søvn af mulighederne. Og en aktiv indsats at fastholde og vedligeholde meningsfulde bekendtskaber og at forblive “vågen” i en kultur, hvor mere og mere udliciteres til robotter og apps.